Hvad vil det sige, at en hund er en god markør?

Vi hører ofte begrebet markering i forbindelse med jagthundetræning – og ikke mindst på markprøver. Men hvad betyder det egentlig, når vi siger, at en hund er en god markør?

Markering handler grundlæggende om hundens evne til at observere, registrere og huske, hvor en dummy eller et stykke vildt falder, så den efterfølgende kan gå målrettet til området og finde det.

Men der er forskel på, om hunden ser dummyen, og om den rent faktisk markerer den.

Nogle gange oplever man, at hunden kigger ud i området uden egentlig at markere. Der kan være flere årsager til det. Måske kigger hunden op på føreren for at afvente signalet til at hente, eller måske er den mere optaget af kasteren og får derfor ikke registreret dummyen i luften.

Det kan også være noget i omgivelserne, der stjæler hundens opmærksomhed. En fugl, der letter, en hare, der løber, eller noget andet, der pludselig fanger hundens blik. Der kan være mange årsager til, at hunden ikke får lavet en ordentlig markering.

For den unge hund er markering ikke nødvendigvis en færdighed, den bare kan. Det er noget, der skal læres og udvikles gennem træning.

En god markering er derfor langt mere end et godt syn. Det handler om syn, koncentration, ro, registrering og hukommelse – og om hundens evne til at bruge informationen, når den efterfølgende bliver sendt.

Hundens syn spiller en vigtig rolle

Før vi ser nærmere på selve markeringen, er det værd at forstå lidt om hundens syn. Hundens syn er nemlig væsentligt anderledes end vores, og det har betydning for, hvordan hunden markere.

Hunde har et bredere synsfelt end mennesker – omkring 240-250 grader mod menneskets cirka 180 grader. Det giver hunden gode muligheder for at registrere bevægelser fra flere retninger, hvilket naturligvis er en fordel for en jagthund.

Til gengæld har hunden et mindre overlap mellem de to øjnes synsfelter og dermed en smallere binokulær zone. Det betyder blandt andet, at hunden ikke har helt samme forudsætninger som os for at bedømme afstand præcist.

Derudover er hundens perspektiv helt anderledes end vores. Hunden ser verden fra en langt lavere højde. Prøv engang at sætte dig i øjenhøjde med hunden. Pludselig bliver det tydeligt, hvor meget højt græs, buske, grøfter og små terrænændringer kan påvirke udsynet.

Det er derfor vigtigt, at vi som hundeførere husker at læse terrænet.

En markering, der ser helt tydeligt ud fra vores stående position, er ikke nødvendigvis lige så tydeligt for hunden.

Vil du læse mere om hundens syn, har jeg tidligere skrevet et mere uddybende indlæg om netop dette: Hundens synssans.

Markering før næsearbejde

Når hunden bliver sendt på en markering, skal den først begynde at søge, når den når det markerede område.

Det betyder, at vi skal være opmærksomme på hundens søgeadfærd. Hvis hunden løber med næsen i jorden på vej ud og søger tilfældigt, kan den hurtigt miste sin orientering.

En god markør bruger sin markering til at komme så tæt som muligt på faldstedet, før næsen for alvor tager over.

Markering er en færdighed, der skal udvikles

Markering er ikke noget, vi nødvendigvis bare kan forvente, at hunden mestrer fra naturens side.

Nogle hunde har naturligt lettere ved at følge en dummy i luften og fastholde informationen om dens nedfaldssted. Andre skal hjælpes mere på vej.

Som med så meget andet i jagthundetræningen handler det om at bygge færdigheden op.

Start med enkle markeringer, hvor hunden har optimale muligheder for at lykkes.

Øg gradvist afstanden. Træn i forskelligt terræn. Dummyen kan falde i højt græs eller bag en mindre terrænændring. Vi kan introducere forstyrrelser og senere flere markeringer.

En vigtig forudsætning for, at hunden bliver ved med at være en dygtig markør, er at træne forskellige afstande og terræner.

Jeg oplever ofte, at hundeførere kun laver svære og lange markeringer, når hunden først er blevet rigtig dygtig. Dette resulterer i at hunden blæser af sted til den afstand, den plejer at apportere på selv på korte appoteringer.

Så min anbefaling er hele tiden at variere afstanden. Dette gælder for alle apporteringsopgaver.

Er hunden omvendt vant til kun at løbe 30 meter ud i terrænet, vil den begynde at søge på den afstand. 

Markering og dirigering, hvad er forskellen?

Markering og dirigering bliver nogle gange blandet sammen, fordi begge dele handler om at apportere.

Men informationen til hunden er forskellig.

Ved en markering har hunden selv set, hvor dummyen faldt.

Ved en dirigering får hunden information fra føreren om, hvor den skal hen.

Det er derfor også vigtigt at træne de to færdigheder forskelligt.

Brug af fløjte

Der er forskellige holdninger til brugen af områdefløjt i forbindelse med markering. Min holdning er dog, at områdefløjt ikke bør anvendes ved indlæring af markering, men derimod kun i forbindelse med dirigeringstræning.

Når hunden bliver sendt på en markering, skal vi passe på ikke at tage markeringsevnen fra hunden, som den netop skal lære. Den skal have mulighed for at arbejde ud fra sin egen observation af faldstedet.

Hvis vi hele tiden hjælper hunden ind i området med fløjt eller andre signaler, kan vi risikere at gøre hunden mere afhængig af vores hjælp frem for at udvikle dens egen markeringsevne.