Er din hund klar til jagt?

Opsamling

Hvornår er en hund klar til jagt?

Den jagtklare hund begynder i hovedet

En jagthund bliver ikke klar til jagt, bare fordi den kan finde vildt eller hente en dummy. Den bliver klar, når den kan holde hovedet koldt – selv når alt omkring den larmer, dufter og bevæger sig.
Den mentale parathed er lige så vigtig som al den træning, du laver i marken.

En hund, der mangler impulskontrol, risikerer at, knaldapportere eller løbe efter hårvildt, så snart adrenalinen stiger. Derfor handler det ikke kun om at træne, apportering, dirigering og stoptræning, men i lige så høj grad, om at lære hunden selvkontrol – at kunne vente, observere og reagere på førerens signal, ikke på instinktet.

Den jagtklare hund er den, der kan arbejde i ro.
Og ro kommer ikke af sig selv – den indlæres stille og roligt gennem træning, med forstyrrelser og positive erfaringer.

Hvor gammel skal en hund være for at komme med på jagt?

Der findes ikke et præcist svar, for hunde udvikler sig forskelligt.
Men det, der betyder mest, er ikke, hvor gammel hunden er – men hvor moden den er.

Vildttræning med hvalpe

En hund kan være fysisk stærk og fuld af energi som 10-måneder, men stadig mangle den mentale ro, der skal til for at håndtere de mange sanseindtryk den møder på en jagt. Skud, fremmede mennesker, andre hunde, duft af vildt og højt tempo – alt det kan virke overvældende for en unghund, der ikke har lært at filtrere og bevare fokus.

Derfor er det sjældent en god idé at tage hunden med på jagt for tidligt “bare for at prøve”.
 

Man risikerer mere, end man vinder:

  • Hunden kan blive stresset og begynde at pive stikke af, og i værste tilfælde stikke af.
  • Den kan få dårlige vaner, som knaldapportering eller at jage vildt.
  • Og i værste fald kan en dårlig oplevelse føre til, at hunden bliver usikker eller endda skudræd.

Som tommelfingerregel er mange hunde først mentalt klar omkring toårsalderen, men det afhænger meget af individet, racen og træningsniveauet. Når hunden har lært selvkontrol og du kan træne med mange forstyrrelser – så er du på rette vej.

Sådan gør du din hund klar til jagtsæsonen

At gøre en hund klar til jagt er en proces, hvor du trin for trin bygger videre på det, hunden allerede kan – og gradvist tilføjer de elementer, der minder om den virkelige jagt.

Når grunddressuren sidder, begynder den “praktiske jagttræning – som dirigering, stop, søg med og uden mange forstyrrelser. Skab situationer, hvor hunden skal tænke og vælge rigtigt – ikke bare handle på instinkt.

Før du tager hunden med på jagt, så overvej:

“Det jeg forventer, at hunden skal kunne på jagt – har vi trænet det?”

Jo mere virkelighedsnær din træning er, jo mindre bliver forskellen mellem træning og jagt.

Start med at sikre, at basis er på plads:

  • Hunden kan apportere koldt vildt.
  • Den er skudfast – dvs. den er fortrolig med skud
  • Den har lært at styre sine impulser – den har selvkontrol
  • Den kan sidde roligt, selv når andre hunde arbejder.
  • Den forstår stopfløjt og kan sendes ud på en lige linje.

Tilvænning til skud – undgå at din hund bliver skudræd

At vænne hunden til skud er noget, man skal tage alvorligt – og gå langsomt frem med. Skudtræning handler om tryghed og positive associationer, ikke om at se, hvor tæt man kan gå på skydebanen.

Start allerede som hvalp. Lav lyde, mens hvalpen spiser eller leger, så høje lyde bliver forbundet med noget godt. Klap, tab en ske på gulvet – små ting, der vækker nysgerrighed, ikke frygt.

Når hvalpen er tryg, kan du tage den med ud i nærheden af en skydebane. Start med at sidde i bilen, og lad skuddene være baggrundsstøj, mens I hygger jer med nogle kontaktøvelser. 

Næste skridt er at få en til at affyre en startpistol eller hundeproppistol, mens du træner en øvelse hunden finder sjov, så den er optaget af noget – og husk god afstand de første mange gange man skyder. start med 50-100m. afhængig af pistol. Jeg skyder over mine hvalpehold lige fra start, så de lærer at forbinde skud med gode oplevelser.

Til sidst kan du lade en hjælper affyre et skud med haglgevær på afstand, mens du kaster en dummy. Går det roligt og sikkert, kan afstanden gradvist mindskes.

Vigtigt: Bliver hunden det mindste utryg, så gå altid et skridt tilbage. Det er langt lettere at forebygge skudrædhed end at reparere den.

Impulskontrol – den glemte del af jagttræningen

Impulskontrol er evnen til at lade være – at blive siddende, selv når en fugl letter eller en dummy flyver.
Det er måske den vigtigste egenskab hos en jagthund, men også den mest oversete.

En hund uden impulskontrol mister hurtigt hovedet, når vildtet letter eller løber, og så forsvinder samarbejdet.
Omvendt er en hund med ro og selvkontrol en fornøjelse at gå med – den arbejder for føreren, ikke for sig selv.

Impulskontrol trænes ikke på én dag.
Det bygges op i små trin – præcis som alt andet i jagthundetræning.
 

Obligatoriske øvelser for en unghund vil være:

  • At hunden bliver siddende, mens andre hunde sendes.
  • At den venter på dit signal, selvom dummien eller fuglen falder tæt på.
  • At den kan koble fra igen, når aktiviteten stopper.
  • At hunden kan aflevere til hånd.

Ro skal belønnes lige så meget som aktivitet.

Når hunden lærer, at det at forblive rolig også giver belønning, får du en jagthund, der tænker, før den handler – også når skuddet går. Derfor er ro noget man bør træne dagligt ved at lægge små pauser ind i sin træning. En pause kan være at sitte eller dække hunden af og bare stå i 5 min. uden aktivitet. En vigtig øvelse mange glemmer, inkl. min selv 😉
Mange hunde har et alt for højt forventnings niveau når man er ude og træne. Nu skal der ske noget!

Med en kort pause fra tid til anden lære hunden, at der ikke hele tiden skal ske noget. Du vil takke dig selv for denne lille øvelse, når du skal have hunden med på jagt, hvor meget af tiden jo netop går med at vente.

Den første jagt

Den første jagt er noget helt særligt – både for hund og fører. Men det er også her, mange kommer til at gå for hurtigt frem. For den første jagt skal ikke handle om at “vise, hvad hunden kan” – den skal handle om at give hunden en god oplevelse.

Start småt. Vælg en lille jagt med få skytter, hvor du kan have fokus på hunden. Lad geværet blive hjemme, hvis det hjælper dig til at være til stede.
Det vigtigste er, at du kan styre situationen – ikke at få skudt noget.

Hold dagen kort. En ung hund bliver hurtigt mentalt træt, og træthed er årsagen til mange fejl. Bed hellere om lidt mindre – og slut med succes.

Undgå at dirigere eller “rette” for meget under selve jagten. Jagt er ikke et træningspas – det er den virkelighed, I har trænet til.
Lad hunden få oplevelser, den kan rumme, og sørg for, at dagen slutter positivt.

Den første jagt handler ikke om resultater, men om erfaringer. Jo bedre du passer på hundens oplevelse denne dag, jo mere får du igen i de mange jagtsæsoner, der venter.

Knæk & bræk – og husk:
Den jagtklare hund begynder i hovedet.

TAGS